“Skrift er frysetørret tale” ( citat Frans Gregersen, Lingvist ) af Nini Matessi Schou
Skuespilleren formår at få os til at tro på det vi ser, det vi hører, på oplevelsen, på karakteren og på fortællingen. Vejen til den autencitet, den “sandhed i øjeblikket”, er mange, og en af dem er talen. Stemmen i talen. Ordene og sproget. Fint vævet sammen med kroppen. Som skuespiller arbejder man med at få en holdbar stemme, som kan klare store teatersale, mange forestillinger, kolde filmoptagelser, vrede udråb på friluftsscenen etc – og mange tror at arbejdet stopper der. At alt andet i din tale, kommer ud af din impuls, din retning, intentionen og karakterens oplevelse. Men det er egenligt her det sværeste talearbejde starter. Som spiller er et mere sprogpsykologisk- og sprogvidenskabeligt funderet arbejde nemlig også en af de mange vigtige værktøjer. Ved det mener jeg: udvidelsen af det sproglige og stemmelige fundament, sådan at en given situation, en given karakter, har mange flere muligheder at spille ud fra. Det starter med at anerkende at vi har det med at blive magelige, rent sprogligt- altså at udtrykke en følelse, en oplevelse, med altid kun et sprogligt og stemmeligt “symbol”- i stedet for at også bruge af de andre mange variationer og nuancer, af samme udtryk, som også findes. I arbejdet forsøger vi at genfinde den nysgerrighed for sproget som børn har. At ville beskrive, med større muligheder. En anden del af arbejde er, at acceptere at der er forskel på skrevet og talt sprog. At talesproget har visse regler, som en spiller ofte kan have svært ved at turde bruge, af frygt for at være “sjusket”. Men det er ikke sjusk når sproget lever. Når det former sig, i tæt sammenhæng med tiden og med vores stemmer. Det tager lidt tid at acceptere. En tredie del af dette arbejde, kan være at udvide vores egne talesproglige fornemmelse af os selv: at kunne spotte egne vaner, pynt og fortolkninger, som vi individuelt har en tendens til at påføre vores talte version af en tekst. For så at kunne vælge af enten afstå fra egne vaner, da teksten fordrer en anden vej, eller medbringe dem, da det er præcist i forhold til karakteren og situationen. Denne slags arbejde føles ofte som et laboratorium. Der søges, der afprøves og diskuteres. Vi prøver at sætte ord på den nyfundne viden for den enkelte og at overføre det, frit, til resten af skuespillerens arbejde. Igen, vi arbejder med forøgelsen af muligheder. Mulighederne i stemmen i talen, i ordet og i sproget. Flere mulighder for fortællingen.